,
Sommerspil 2005 var Frk. Nitouche
Som sædvanlig bød Drabanterne på en
sjov og hyggelig forestilling i den grønne skov
,
,
Men hvad handler stykket "Frk.
Nitouche" om?

De fleste kender "Frk. Nitouche" fra filmudgaven med Dirch
Passer og Lone Herz i de to store hovedroller, som
sanglæreren/operettekomponisten Celestin/Floridor
og klostereleven Denise de
Flavigny/Frk. Nitouche. Det er en skøn lille operette med mange
iørefaldende melodier fra såvel den verdslige, som kirkens verden.
Historien - eller historierne, for der er faktisk to - er
meget enkle, men fungerer overbevisende i det teatermiljø, vi skaber fra
Frankrig omkring år 1880. Løjtnant Fernand de Champlatreux beordres, af
sin familie, gift med den (for ham) total ukendte Denise, der er elev i
egnens nonnekloster. Kasernes øverstkommanderende Major Alfred Gibus, i
øvrigt broder til klosterets priorinde, forsøger at sætte et møde i stand
mellem de kommende brudefolk, men klostrets regler er strenge, og der kan
højst blive tale om et møde, hvor de kun kan tale sammen - ikke se
hinanden, inden de skal giftes i Paris den næste dag.
Den anden historie udspiller sig omkring Celestin - (eller
skal vi kalde ham Floridor?). Celestin har mange ansigter/roller. Ligeså
from og selvudslettende som han virker i klostret, ligeså lidenskabelig og
fyrig er han i teatrets verden, hvor han fører sig frem som
operettekomponist og kvindebedårer. Der er kun en hage ved det! Han deler
kæreste med majoren, som endda har overrasket dem i en intim scene, og nu
jagter Floridor overalt for at slå ham ihjel. Det gør ikke historien
mindre spændende, at kæresten er ingen ringere end teatrets primadonna
Corrinna, der styrer sine mandlige beundrere med fast hånd.
De to historier kædes sammen, da priorinden beordrer
Celestin til at følge Denise til Paris, samme aften hvor hans nyeste
operette skal have premiere. Denise,
der har opdaget hans dobbeltliv, overtaler ham til at "komme for sent" til
toget, så han både
kan nå premieren og følge hende til Paris. Han lader
sig overtale, og installerer Denise på hotellet, mens han går til
premieren, der starter overbevisende, men trues af fiasko, da Corinna
udvandrer i protest. Gode råd er dyre (og haster)! Denise, som har sneget
sig med til premiere, og mødt sin tilkommende mand, uden at vide det,
afslører at hun kan hele stykket udenad, og får en lyndebut som sangerinde
- med stor succes til følge.
Men hvordan hele puslespillet kommer til at gå op, må du -
kære publikummer - finde ud af, når vi spiller stykket i uge 33. Vi ses!